Man kommer langt med et smil

Den nye Avnstrup-gruppe under Fritid-for-Flygtninge er i fuld gang med at planlægge, hvad året skal byde på, og entusiasmen er ikke til at lægge skjul på. Gruppen startede op i slutningen af 2013, og de har allerede holdt deres to første aktiviteter på Avnstrup asylcenter. De frivillige har udvist stor glæde ved mødet med de unge asylansøgere og fortæller her, hvad de får ud af at være frivillige i gruppen.


”Det der gør det største indtryk på mig er, hvor søde og flinke de unge beboere på asylcentret er. Jeg lærer altid noget nyt, om end det er om beboerne, om deres sprog eller kultur. Det er altid en oplevelse”, siger en af de frivillige.


Avnstrup gruppen kan beskrives som en broget flok, idet de unge frivillige har vidt forskellig etnicitet, beskæftigelse og baggrund. Forskellighederne beskrives som en styrke, der både kan avle nye ideer og skabe et unikt sammenhold i frivilliggruppen.

 

”Det der gør det sjovt at være med i gruppen er, at folk har helt andre kulturer og har andre livshistorier. Det er fedt at få relationer til mennesker med helt andre livsvilkår”, siger en frivillig i gruppen. 

 

De frivillige lægger netop stor vægt på vigtigheden i at arbejde for et godt sammenhold i både frivilliggruppen og blandt beboerne på centret. De frivillige understreger at fællesskabet opstår, så snart man imødegår de andre med et åbent sind og har en en positiv tilgang til forskelligheder.
 

”Vi bliver alle sammen et fællesskab trods vores forskelligheder og kommunikation”, siger en af de frivillige og fortsætter: ”Jeg har lært at åbenhed skaber åbenhed – i hvert tilfælde her. Med et smil er man allerede kommet langt”.

De frivillige afviser ikke, at der også er udfordringer ved mødet med de unge på asylcentrerne. De beskriver fx sprogbarrierer som et punkt, der kan kræve lidt ekstra opfindsomhed. Men de unge ser det også som en måde at lære nye måder at omgås med andre mennesker på og beskriver kommunikationen i grupperne som meget lærerig.


”Sprogbarrieren er en sjov udfordring, da vi på den måde også kan opleve andre sider af hinanden”, udtaler en frivillig i gruppen.


De frivillige i Avnstrup-gruppen planlægger allerede kommende aktiviteter på centeret og håber, at de vil kunne samle endnu flere unge asylansøgere til at deltage i fællesskabet, der både giver de unge på centret og de frivillige store glæder.