Solskin på Bornholm

Af Sofie Ingvorsen Dall

 

På Bornholm er der udsigt til en sjovere hverdag for mange unge flygtninge. I sidste uge mødtes 20 unge bornholmere, der har et fælles ønske om at engagere sig som frivillige i Ung-til-ung gruppen.

 

Færgen sejler i havn i Rønne. Jeg falder i snak med en ung pige, som nysgerrigt spørger til mit besøg på Bornholm. Jeg fortæller hende, at jeg skal være med til at etablere en ny Ung-til-ung, som skal bringe lokale unge og unge med flygtningebaggrund sammen. Hun har selv været frivillig på asylcenteret Slottet og fortæller, at der er et stort behov for aktiviteter for unge flygtninge, der har fået ophold og ikke længere bor på asylcenteret. Den nysgerrighed og åbenhed, som hun møder mig med, mærker jeg gang på gang i mødet med lokale unge på Bornholm. 

 

Forud for mit besøg har jeg talt i telefon med mange personer, der til dagligt er i kontakt med unge flygtninge. Fagpersoner i kommunen, undervisere på sprogskoler og frivillige i forskellige tilbud til flygtninge har alle udtrykt, at der eksisterer et stort behov for sociale aktiviteter, hvor unge flygtninge kan møde andre unge og lave ungdomsaktiviteter sammen. I samtalerne bliver jeg mødt med hjælpsomhed og begejstring over udsigten til en Ung-til-ung gruppe. Selvom samtalerne foregår over telefonen og jeg befinder mig langt fra Bornholm, fornemmer jeg, at de smilende lægger røret på. 

 

Gitte Jensen er formand for Bornholmske Flygtningevenner, som tilbyder rådgivning og netværksfamilier til flygtninge. Hun har sammen med andre frivillige erfaret, at mange unge flygtninge føler sig ensomme på Bornholm:

 

”Der er alt for mange unge, som er bosiddende på Bornholm, som lever et liv i ensomhed. Det er vigtigt, at de unge får et sted, hvor de kan danne et netværk sammen og knytte bånd på tværs.” 

 

Chhalu har på egen krop oplevet, hvor svært det kan være at opbygge netværk og få venner i Danmark. Hun kom til Danmark for seks år siden og har haft svært ved at møde andre unge i Danmark: ”Det første år gik jeg bare i skole. Når jeg kom hjem, var der ikke noget at lave. Det er meget svært, når man lige er kommet til Danmark og ikke kender nogen”. Derfor har Chhalu meldt sig som frivillig i den nyetablerede Ung-til-ung gruppe på Bornholm. Her ønsker hun at give nyankomne unge flygtninge en god start på livet på Bornholm samtidig med at hun selv får sjove oplevelser og nye venner. 

 

Humøret var højt, da Chhalu i sidste uge mødtes med andre unge, der ønsker at engagere sig som frivillige. I takt med at der kom unge ind ad døren, blev flere og flere stole hevet frem. Der blev budt ind med forslag til aktiviteter og deres lokale netværk blev bragt i spil. På den måde blev der ikke blot skabt et fælles engagement internt i gruppen, men et engagement, der breder sig over hele Bornholm og involverer mange mennesker. Når jeg kiggede rundt på de unge, der sad ved det store bord, var mangfoldigheden tydelig. Allermest slående var dog de brede smil, de nysgerrige blikke og den udtalte lyst til i fællesskab at lave aktiviteter for og med unge flygtninge på Bornholm. 

 

Jeg glæder mig til på søndag, hvor jeg igen skal med færgen til Bornholm. Her skal Ung-til-ung gruppen samles om den første aktivitet i Rønne.